Der var noget som gled med videre. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Hvad vil disse knuste sætninger? Luften og jordens sange. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Det gør ikke noget.

En flamme slog op af min hals.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Jeg læste dine linjer. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Jeg læste i aviser, i glemslen. Men mit sprog er ikke fjendtligt. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Kan skriften være genert?

Ikke søge ly i den flod. Notesbog. Beskydning. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Du skrev ikke længere. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Du havde tabt en linje i min drøm.

Du siger noget om solen. Jeg havde glemt den. Udsigten var håbfuld. Fuglene hang på den blå, blå himmel.

Jeg var i morges. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Stolen jeg sad på knirkede i natten. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg lyttede til dit hjerte.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg forsvinder ikke. Ring til mig uden grund. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold.

På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Har vi forskellige øjne?

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Brev i april.

Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Noter. Beskrivelser.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Solstorm. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg har skrevet et kort til dig. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Nu skriver jeg igen på det stille. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Stolen jeg sad på knirkede i natten.

Du må ikke forsvinde. Stjernekontinent. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Har vi de samme øjne?