Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Sætninger. Stjernekontinent. I natten, en fjern stemme, søvn. Bag træerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Oplæsning for intetheden. Jeg var i morges. Noter. Beskrivelser. Dagene. Ugerne. Vennerne. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Et genert rum, et intimt rum. Nætterne. Ugerne. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Der hang figner henover udsigten. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Nu er der en uro i kroppen. I den periode: udsigten, stilheden. Min skrift er farvet af sig selv. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Provinsen og gågadens sange. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Vi bliver verden. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Og vi vågnede. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Stod imod, men skrev: intet. Der var intet som skulle glemmes. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Når vores kroppe er hinanden. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Brændte det friske løv virkeligt?

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du må forsvinde.

For hvert lag af betydning i stenene. Sandet. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.