Vores land. Var der virkelig ild et sted? Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Hvem var det, der skrev: Og en anden dag:

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Hvad tæller du? Blå. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Grå. Sætningerne er et hav. Sådan her sejlede mine nætter. Du siger mit navn. Kullet. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje.

Vidste du det?

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Et hav. Ikke glemme. Indimellem nogle ord. Dine læber, dine læber, dine læber. Det er vinden gennem sivene. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du kan være i dette landskab. Jeg ikke det der. Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Var jeg? Provinsen og gågadens sange. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Mørket kaldte vi bare for mørket. Sådan er det.

Stolen vipper. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Du havde tabt en linje i min drøm. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Mail i november. Bag øjnene sidder en lampe og ser.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Ikke søge ly. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Jeg, ikke dig. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Landet smuldrer, smuldrer. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Min ene pen er rød og den anden sort. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. De bløde bakker udenfor byen. Dagene. Ugerne. Vennerne. Alting bag alting.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Notesbog. Beskydning.

Lyset afventer afgang.

Jeg sejlede mellem dine læber. Sidst, i morges. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Som nu i morges: Ordene, små toppe af skum. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Du, du. Regnvejrsmeteor.

Ordene, små toppe af skum.

Der var noget som åbnede sig. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du trak de yderste bjerge. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg lyttede til dit hjerte. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Luften og jordens sange. Sætningerne er et hav.