Stod imod, men gjorde intet.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

Skovene. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Så var der en, der lyttede til skovene. Jeg skrev mig vild i de dage. Afsindighed. Udsalgsvarer. Muren omkring ordene. Glasdråbehænder. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Du siger noget. Du må ikke forsvinde. De bløde bakker udenfor byen.

Luften og jordens sange. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I læberne i huden. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Ilden. Var disse linjer virkeligt virkelige? Ordene, små toppe af skum. Skitser. Udflåd. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.

Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. På en. Ikke. Når dit navn igennem sandet.

I læberne i huden. Jeg og dit hjerte. Jeg ville dig. I dine læber. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg var i morges. Var disse linjer virkeligt virkelige? Bøgerne hvilede omkring kaffen. Sådan så mine drømme ud. Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Sådan svarede du. Vidste du det? Sådan så mine drømme ud. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Regnvejrsmeteor.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Var sætningerne et skred af betydning? Ok, svarede du. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Og ord, og ord, og.

Træerne. Træk sletterne helt ned til klipperne.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Sådan trak du de yderste bjerge. Jeg skrev intet ned i den periode. Vi er det sarte, de stille. Om andre byer, andre verdener. I bussen skrev jeg en sms til dig. En nat faldt giraffer ud af drømme. Intimiteten i skriften. Jeg er på den anden side af havet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Det dybeste af alt er huden? I et efterår ville jeg være flov. De bløde bakker udenfor byen. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. I sollyset, en ædelsten. Du skrev et sår i min fremtid. Jeg, ikke dig. Men noget blev i de tomme haller. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Var jeg stille?

Ikke søge ly. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Afsavn. Jeg var i morges. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

Mine linjer kommer igen. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Indimellem sagde du nogle ord.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Der falder binære sansninger ud af min mund. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg læste glitrende blade. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Sætningen løb videre igennem kæben. Dit navn var alt jeg hørte.