Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Det dybeste af alt er huden? I et efterår ville jeg være flov. De bløde bakker udenfor byen. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. I sollyset, en ædelsten. Du skrev et sår i min fremtid. Jeg, ikke dig. Men noget blev i de tomme haller. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Var jeg stille?