Stod imod, men gjorde intet.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

Skovene. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Så var der en, der lyttede til skovene. Jeg skrev mig vild i de dage. Afsindighed. Udsalgsvarer. Muren omkring ordene. Glasdråbehænder. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.