Der var noget som åbnede sig. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du trak de yderste bjerge. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg lyttede til dit hjerte. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.