Vidste du det?

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Et hav. Ikke glemme. Indimellem nogle ord. Dine læber, dine læber, dine læber. Det er vinden gennem sivene. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du kan være i dette landskab. Jeg ikke det der. Du i mit vindue, i min vindueskarm.