Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Vi bliver verden. I den periode: udsigten, stilheden.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Kan jeg skrive?

Intet, jeg modtog intet.

Dine diamanter lyser. Hvilken nat fulgte efter natten? Asfalt. Ubeslutsomhed. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Der lå figner på jorden. Ordene, små toppe af skum. Ikke var muligt at komme derind.

Øjne af regn fra det travle. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Afsindighed. Udsalgsvarer. Odense, Esbjerg, Roskilde. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Omkring de tøvende stjerner, tingene.

Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Jeg tænker smukke øjne. Verden og dens lytten til sig selv. Jeg ville gerne give dig mine.

I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Du siger noget om solen. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Og vi.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Sådan svarede du. Jeg tegnede din hud på alting.

Du trak de yderste bjerge. Kan jeg være?

Omkring de tøvende stjerner, tingene. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir!

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg skrev i en stråle af sol. Hver dag fyrer vi op under planeterne. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Sad jeg? Her er dagen allerede langt foran mig. Det her er ingen leg. Sætninger. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg tænker smukke øjne. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Sådan så mine drømme ud.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Ikke den flod. Om andre byer, andre verdener.

Rundt på tingene. Det er bare.

Jeg i dit hjerte. Der var noget som åbnede sig.

Træk sletterne helt ned til klipperne. Sådan svarede du. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Var der virkelig ild et sted? Den bekymrede er ude af sig selv. Sådan svarede du.

Som i morges. Og ord. Stolen jeg sad på knirkede i natten. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du.

Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du.

Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du.

Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du.

Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys.

Træerne. Bagefter sad jeg i timer og læste. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.