Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sådan svarede du. Jeg har skrevet et kort til dig. Intimiteten, skriften. Hvad skal vi med den voldsomme?

Jeg var nøgen. Så trak dagen langsomt på øjne.

Og en anden nat: Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Sandøjne. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Grå. Som at læse glemte aviser. Senere i vores linje. Derinde bag skoven. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Regnen, vinden imellem dine læber. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg sad alene i solen.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg læste dine linjer. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Intimiteten i skriften. Kan jeg være? Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Var jeg?

Det handler om.

Har vi øjne? Jeg har skrevet et kort til dig. Intet, jeg modtog intet. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Kan jeg skrive sådan?

De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Du siger mit navn. Vi, gamle tanker om stilheden.

Afsindighed. Udsalgsvarer. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg, du, den. De bløde bakker udenfor byen. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Øjne af regn fra det travle. Jeg sejler: alting sejler! Jeg kunne glemme det, der glemmes.

Er du på den anden side? Når du siger mit navn, svarer min krop. Svarede du? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg elsker at se dig. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Vi, øjne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Som i morges. Jeg skriver dagen igang, stille. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Afsavn. Udsagn. Et genert rum, et intimt rum. Stod imod, men skrev: intet.

Mørket kaldte vi mørket. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Det var før du.

Når jeg ser dig.

Jeg var et dyb i, i dén der lå i den.

En flamme slog op af min hals. Notesbog. Beskydning. Under murbrokkerne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Det her er en leg. Du skrev ikke længere. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Når du siger mit navn, svarer min krop.

I bussen fulgte en samtale fraværet op. Dine øjne. Det ,der hænger. Hvem var det, der skrev: Ord. Jeg og dit hjerte. Jeg skrev mig vild i de dage. Som i morges.

Jeg forsvandt. Sandet. Hver morgen: Wow! Indimellem nogle ord. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. De.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Er du på den anden side? Under den grå, grå himmel. Intet, jeg modtog intet. Kan skriften være genert? Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Nu skriver jeg igen på det stille.