Et brev. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Hvad vil disse knuste sætninger? At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.
Luften og jordens sange. Træerne. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Jeg kunne mærke dit hjerte. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.
Bøgerne hvilede omkring kaffen.
Var der virkelig ild et sted? Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Når du rør mig er vi hinanden. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Hvor længe havde du drevet i vinden?
Du mod de kommende kyster. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg har plads i min hud. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Blæste det virkeligt? Er du på den anden side af havet? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.
Jeg skrev mig vild i de dage. Farvede lidt sort i din ørken. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Svarede du? I den periode: udsigten, stilheden. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Hvem var det, der skrev: Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:
I billede
Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.
Du kan være. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Svarede du? Bøgerne hvilede omkring kaffen. Blæste det virkeligt? Jeg læste dine linjer. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Kan jeg være i dette landskab? Bøgerne hvilede omkring kaffen. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.
I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.
Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Udsagn. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.
Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.
Jeg ser dig, ser dig, ikke. Sætningen løb videre igennem kæben. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Regnen, vinden imellem dine læber.
Du skrev et sår i min fremtid. Dit navn var alt jeg hørte. Skovene. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Mine linjer kommer igen. Jeg, den skrøbelige sandhed. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler.
Sammen lå vi og kortlagde: Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne, slå følge med uglerne, sætte sig op i mod smuglerne.
Sammen lå vi og kortlagde: Og stoffernes sammensmeltninger. Jeg læste dine linjer Og stoffernes sammensmeltninger. Og stoffernes sammensmeltninger. Og stoffernes sammensmeltninger. Og stoffernes sammensmeltninger. Og stoffernes sammensmeltninger. Og stoffernes sammensmelt