Dine diamanter lyser i min mund.
Ordene, syrlige rifter af blod. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.
Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Et genert rum, et intimt rum. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sort. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Farvede ordene milde. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte s
Solstorm.
Du i mit vindue, i min vindueskarm. Du siger noget om månen. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.
Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.
Meningsfulde dage med noter, betragtninger.
Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).
Jeg har plads i min hud. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.
Om andre byer, andre verdener.
Du trak mig med til de yderste bjerge.
Jeg fandt en linje et sted under min reol.
Stolen vipper. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Der hang figner henover udsigten.
Dine sætninger.
Luften og jordens sange. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Den bekymrede er ude af sig selv.
Sådan her sejlede mine nætter. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.
Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.
Du siger noget. Der er en som dresser up til dans.
På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Markerne, du? Og en anden nat: Derude i tomme haller. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Alting ligger bag alting. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Intet, jeg modtog intet. Men mit sprog er ikke fjendtligt.
Men mit sprog er ikke fjendtligt.
Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Det kunne forsvinde. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?
Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Var det bare regnen? I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Sidst, i morges.
Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.
Dine diamanter lyser i min mund.
Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Som at skrive i koder.
Jeg er på den anden side af havet.
Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.
Sådan svarede du. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.