Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Kan jeg skrive sådan? Nu er der en uro i kroppen.
Luften og jordens sange. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Har vi de samme øjne? Der lå figner på jorden. Søge ly i den flod.
Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud.
På et stort stykke hvidt papir. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Den sindssyge himmel. Ordene, små toppe af skum.
Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Skyggerne skyggede.
Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Du må ikke. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Luften og jordens sange. Stjernekontinent. Da jeg lyttede blev jeg bange.
Ikke var muligt at komme derind. Stjernekontinent.
I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Afsavn. Udsagn. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Du ville sige noget, du tav.
Mørket kaldte vi bare for mørket. Et brev. Rifterne. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.
Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?
Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Vigtigste. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.
På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.
Et udadvendt rum, et favnende rum. Der var et script der skyggede for solen. Vi, de uddøde arter. I huden. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.
Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Her er natten allerede langt bag mig. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Vi har hverken gardiner eller travlt. Sætningerne er en ørken. Vi sad alene i natten. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.
Ikke søge ly. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Vigtigste. Et genert rum, et intimt rum. Stille? De fine hår, længere. Dine øjne.
Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.
Det tøj der er på min krop hænger på min krop.
Vi stod og lyttede. Det handler om overfladen. Havde du en sten? Vi, med det stille.
Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.
Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Stjernekontinent. Luften og jordens sange. Søge ly.
Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.
Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.
Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.