I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Afsavn. Udsagn. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Du ville sige noget, du tav.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Et brev. Rifterne. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?