På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Markerne, du? Og en anden nat: Derude i tomme haller. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Alting ligger bag alting. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Intet, jeg modtog intet. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.