Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.
Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.
Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.
Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Som at skrive i koder. Skyen skjulte noget for fuglene. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.
Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Der var noget som. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Og en anden nat: Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. De vigtigste.
Diamanterne.
I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.
Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg skriver natten i gang, stille. Mørket kaldte vi mørket. Derinde bag skoven.
Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Vi, gamle tanker om stilheden. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. En regning. De yderste kyster, en grøn sten. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.
I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.
Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.
I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. I mørket, diamanter, dine øjne.
Der var intet som skulle glemmes.
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.
Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Som at skrive i nye aviser. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. På en. Det er aldrig det hurtige blik. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.
Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Notesbog. Beskydning. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Så var der en, der lyttede til skovene. Bøgerne varslede en kommende tid. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Træerne. Sætningerne er en ørken.
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysend
Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Oppe på bakken. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspu
I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.
I læberne i huden. Stod imod, men skrev: intet. Hvilken nat fulgte efter natten? Sætningerne er. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Skyen skjulte noget for fuglene. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Mørket kaldte vi mørket. Derinde bag skoven. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Skyen skjulte noget for fuglene. Skyen skjulte noget for fuglene. Skyen skjulte noget for fuglene. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).