Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg skriver natten i gang, stille. Mørket kaldte vi mørket. Derinde bag skoven.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Vi, gamle tanker om stilheden. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. En regning. De yderste kyster, en grøn sten. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.