Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Da jeg lyttede blev jeg bange.

Der i kroppen. Vi har gardiner. En nat faldt giraffer ud af drømme. Vi, de uddøde arter.

Vi er en samtale bag øjnene.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Det var før du kunne forsvinde. Du, dette landskab.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Du må ikke forsvinde. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

At forvandle dette rum til et andet. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg var i din krop, og du? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Brev i april. Vi har de samme øjne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Oplæsning for intetheden.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Og en anden dag: Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Du må ikke forsvinde. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Har vi de samme øjne? Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg var nøgen i de dage. Min ene pen er rød og den anden sort. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg forsvinder ikke. Dine sætninger. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Et brev. Hvad skulle glemmes?

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.