Dagene. Ugerne. Hvem var det, der skrev: Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Intimiteten i skriften Og vi vågnede. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Et brev.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Blå. Bøgerne tegnede deres egen retning. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Det er bare. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Skyen skjulte noget for fuglene. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg skriver dagen igang, stille. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Over murbrokkerne. Dagene. Ugerne. Vennerne. Har vi de samme øjne?

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. På en rude. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Og vi vågnede. Her er dagen allerede langt foran mig. Skitser. Udflåd. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Oplæsning for intetheden. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ord.

Stod imod, men skrev: intet.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Luften og jordens sange. Det her er ingen leg.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Hvilken nat fulgte efter natten? Intimiteten i skriften. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.