Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Nu er der en uro i kroppen. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Der hang figner henover udsigten. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. En. Afsavn. Vi har de samme øjne.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Dette hurtige blik imod vandet. Ved den smuldrende beton.

Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Hvad?

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Dine læber, dine læber, dine læber. Sætningerne er et hav. Dette tilfælde: Det er bare. Hvilken dag fulgte efter dagen?Hvilken dag fulgte efter dagen? Hvilken dag fulgte efter dagen? Du siger noget om månen.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Men mit sprog er et landskab. Det er bare. Hvor længe havde du drevet i vinden? De bløde bakker udenfor byen.De bløde bakker udenfor byen. Noter. Beskrivelser.

At tale var blevet uoverskueligt. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Glashænder. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Der var noget som åbnede sig. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Jeg skrev mig vild i de dage. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Men mit sprog er et landskab. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Var disse linjer virkeligt virkelige? Glashænder. En flamme slog op af min hals.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.