I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Hvad tæller du til? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Det var ikke skovene jeg kom fra.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Var det markerne du kom fra? I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Havde du en sten?

Uforståelige sætninger at klæde sig i. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Hvad tæller du til? Det er vinden gennem sivene.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Du må ikke forsvinde. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more).I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more).

At forvandle dette rum til et andet. Ikke søge ly. Jeg i dit hjerte. Dine læber, dine læber, dine læber. Ikke den flod. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Vi sad alene i natten. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Som at læse glemte aviser. Sandet. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Hvem var det, der skrev: Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Du kan være i dette landskab.Du kan være i dette landskab.