Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. At tale var blevet uoverskueligt. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Nede ved havet. Under den blå, blå himmel.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Her er dagen allerede langt foran mig. Bag træerne. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. At tale var blevet uoverskueligt. At tale var blevet uoverskueligt. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Afsavn. Udsagn.

Farvede ordene milde. Solens sind. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Om andre lande, andre folk. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Ord. Som nu i morges: Intimiteten i skriften.

Alting ligger bag alting. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Som nu i morges: Da jeg lyttede blev jeg bange. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Sætningerne er et hav. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Ring til mig uden grund. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Rifterne.

Jeg var nøgen i de dage. Nu er der en uro i kroppen. Ikke glemme floderne i ørerne. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Et brev. Jeg skrev intet ned i den periode. Glashænder. Stod imod, men skrev: intet. Noter. Beskrivelser. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne