Det gør ikke noget. Kan jeg være i dette landskab? Og vi vågnede. Træerne. Vores land. Var det skovene du kom fra? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sætningerne er et hav. Var det skovene du kom fra? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Vores land. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Bag træerne. Det gør ikke noget. Jeg forsvinder ikke. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Udsigten var håbfuld. Her er dagen allerede langt foran mig.

Det handler om overfladen. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg har skrevet et kort til dig. Sådan er det. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Mørket kaldte vi bare for mørket. Bag træerne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.