Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Det handler om overfladen. Jeg tror, du havde glemt den der. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Alting ligger bag alting.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Er du på den anden side af havet? Bag træerne. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Stjernekontinent.

Kan skriften være genert? Ordene, små toppe af skum. Jeg forsvinder ikke. Jeg læste i aviser, i glemslen.