Nordlysets sitren i din stemme. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Der var intet som skulle glemmes. Kan jeg være? Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg skriver dagen igang, stille. Solstorm. Muren omkring ordene. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg skrev mig vild i de dage. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.