Der var noget som åbnede sig.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Senere i vores linje. Har vi de samme øjne? På en rude. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Solens sind. På en rude. Alting ligger bag alting. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Stod imod, men gjorde intet. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sætningerne er et hav. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Vi, bag øjnene. Som nu i morges: Sætningerne er et hav. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg skriver dagen igang, stille.

For hvert lag af betydning i stenene. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg var i din krop, og du? Som nu i morges: Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Jeg var nøgen i de dage. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. At forvandle dette rum til et andet. Vi har hverken gardiner eller travlt. Dine sætninger. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.