Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Der var noget som gled med videre. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Sætningerne er filtrede tråde.

Jeg forsvinder. Det var ikke markerne. Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Jeg sejlede mellem dine læber. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Hvad skal vi med den voldsomme? Kan jeg skrive? En uro i kroppen.

I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Jeg sejlede omkring på alt.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Det er aldrig det hurtige blik. Ikke var muligt at komme derud. Bussen skrev til dig. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Har vi øjne? Og en anden nat: Og vi. Bag træerne. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Intimiteten, skriften. I mørket, diamanter, dine øjne. På havet.

At se dig. Der var intet.

Jeg kunne glemme det, der glemmes. Når jeg ser dig. Søge ly i den flod. Mening?

Jeg ville gerne give dig mine.

Vi stod og lyttede.

Hvad tæller du til? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Du kan være i dette landskab. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Et genert, et intimt rum. Sammen lå vi og kortlagde: Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Vi, hudløse. Mening? Dette tilfælde:

I bussen til dig. Jeg på din hud. Ord. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Jeg har plads i min hud. Det er vinden gennem sivene. Men noget blev i de tomme haller. Rifterne, rifterne. Var det skovene?

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Har vi forskellige øjne? Den afklarede himmel. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Fugle flakser i diodenattens klirren.

Dansende, legende, lyttende. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Sætningerne er filtrede tråde. Det generte i skriften. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Du havde tabt en linje i min drøm. I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Stod imod, men gjorde intet.

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?

Det tøj er min krop på min krop.

Jeg ville gerne give dig mine. Indimellem sagde du nogle ord.

Sådan trak du de yderste bjerge. I mørket, diamanter, dine øjne. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav.

Var jeg? Uforståelige sætninger. I læberne i huden. Træk sletterne helt ned til klipperne. Sådan.

Hver dag gled med mig videre.

De yderste kyster, en grøn sten. Jeg på din hud. Jeg elsker at se dig. Hver morgen: Wow! At forvandle dette rum. Det tøj er min krop på min krop. Havde du fundet en grøn sten?