Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Muren omkring ordene.
Det dybeste af alt er huden. Under murbrokkerne.
Jeg i dit hjerte. Jeg er på den anden side af havet.
Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.
Hvilke krystaller lyste i dine ord? Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.
Solens sind. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet.
Nu er der en uro i kroppen. Vi bliver verden. Som nu i morges: Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Forsvinder ikke. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Diamantafkast. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.
Forsvinder ikke. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.
Diamanterne. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Et genert rum, et intimt rum.
Jeg elsker at se dig. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.
Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.
Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.
Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Alene? Der var noget som. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.
Vores land. Så trak dagen langsomt på øjne. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.
Der var intet som skulle glemmes.
Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.
Ikke var muligt at komme derind. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.
Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Giver det mening? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Hvad skal vi med den voldsomme? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Lysene lyste. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Og vi vågnede. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Du i mit vindue, i min vindueskarm.
Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Giver det mening?
Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).
Jeg læste dine linjer.
Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Du mod de kommende kyster. Sandet. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.
I bussen fulgte en samtale fraværet op. Du, du. Et brev. På en mur. Et udadvendt rum, et favnende rum. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.