Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Ok, svarede du. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Under den grå, grå himmel. Du havde tabt en linje i min drøm. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Det var ikke skovene. De matte hemmeligheder inde i træet.

Jeg så små rystelser. Jeg elsker at se dig.

At forvandle dette rum. Ikke floderne i ørerne. Intimiteten, skriften.

Vi er en samtale bag øjnene. På et stort stykke hvidt. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Sammen lå vi og kortlagde: Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Sådan så mine drømme ud. Så trak dagen langsomt på øjne. Landet smuldrer, smuldrer.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Var det markerne du kom fra? Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Hvilken dag fulgte efter dagen?

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg sad alene i solen.

At klæde sig. Svarede du? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Under den grå, grå himmel.

Stolen jeg sad på knirkede i natten.

Sådan svarede du.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Den sindssyge himmel. Grå. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Sad jeg alene?

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Over murbrokkerne.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Noter. Beskrivelser. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.