Hav d. 23.05.13 12.55.54 til 12.59.30

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Under den grå, grå himmel. Vi sad alene i natten.

Nordlysets sitren i din stemme. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Du siger noget om månen. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Hav d. 23.05.13 12.33.01 til 12.35.28

Der lå figner på jorden. Dansende, legende, lyttende.

På et stort stykke hvidt. Er det? I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Og vi. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Der var noget som. Du trak de yderste bjerge.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Hav d. 23.05.13 12.18.41 til 12.22.32

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Udsigten var håbfuld. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Stolen vipper.

Du siger noget. Vores. Intimiteten i skriften. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Et brev. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Jeg tror, du havde glemt den der. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Landskab d. 23.05.13 12.16.06 til 12.18.38

Jeg ryster en tilfældig bog. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. På en mur. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede me

Samtale d. 23.05.13 08.00.34 til 08.02.54

Jeg hviskede ind i din drøm. Her er natten allerede langt bag mig. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Du trak de yderste bjerge. Jeg ved vi forsvandt. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Det ,der hænger. Sætninger. Natten er trans, dagen er trans.

Samtale d. 23.05.13 07.55.49 til 07.58.15

Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Og vi faldt i søvn. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Vi har travlt.

Hvis jeg ville have dit blik. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Samtale d. 22.05.13 14.33.45 til 14.35.57

Bussen skrev til dig. Jeg kunne glemme det, der glemmes. For hvert lag af betydning i klipperne. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Vi bliver verden. Du mod de kommende kyster. Jeg læste dine linjer. Jeg kunne mærke dit hjerte. Øjne af regn fra det travle.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Samtale d. 22.05.13 14.29.13 til 14.32.56

Dine diamanter lyser. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Luften og jordens sange.

Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Sandet i mine tanker. Nu skriver jeg igen på det stille. Det er aldrig det hurtige blik.

Stille?

For hvert lag af betydning i stenene.

Samtale d. 22.05.13 13.07.19 til 13.12.16

Ring til mig. Vi sad alene i natten. Tingene tøver. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Sandet i mine tanker. Vi har gardiner. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Kan skriften være genert? Jeg prøver dette tilfælde.

Hav d. 22.05.13 10.15.23 til 10.19.24

Under den grå, grå himmel. Vi har travlt. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Mine linjer kommer igen. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje.

Sætningerne er. Dine grene skygger for min mund. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.

Ordene, syrlige rifter af blod. Intet glemmes. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.