I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Som nu i morges: Farvede et sår i dit første ord.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

I natten, en fjern stemme, søvn. I natten, en fjern stemme, søvn. I natten, en fjern stemme, søvn.

I natten, en fjern stemme, søvn. I natten, en fjern stemme, søvn. I natten, en fjern stemme, søvn. I natten, en fjern stemme, søvn. I natten, en fjern stemme, søvn.

I natten, en fjern stemme, søvn. I natten, en fjern stemme, søvn.

I natten, en fjern stemme, søvn. I natten, en fjern stemme, søvn. I natten, en fjern stemme, søvn.

Diamanterne. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Vores land. Vores land. Vores land.

Vores land. Vores land. Vores land. Vores land. Vores land.

Vores land. Vores land. Vores land. Vores land.

Rifterne, rifterne.

På et stort stykke hvidt. Brev. Søge ly. På en. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Det giver mening. I mørket, diamanter, dine øjne. Øjne af regn fra det travle. Du må ikke. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Kan jeg være? Du siger noget.

Det var ikke markerne. Ring til mig. Der var en morgen, et stykke af himlen.

Min krop vipper. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Hvis jeg ville have dit blik. Rifterne, rifterne.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Sad jeg? Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Den bekymrede er ude af sig selv.

En nat faldt giraffer ud af drømme.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Du, du venter en sweet sol. At lytte gav ikke længere mening.

På et stort stykke hvidt papir. Den afklarede himmel.

Jeg har skrevet et kort. Sætningen løb videre igennem kæben.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Lyset afventer afgang. Sætninger. Vidste du?

Dansende, legende, lyttende. Sad jeg alene? Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Glashænder. Jeg læste i aviser, i glemslen. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Hvor længe havde du drevet i vinden?

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Kan skriften være genert? Mail i november. Bøgerne varslede en kommende tid. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Det gør noget. Intet ligger bag intet. Derinde bag bjergene. Sætningerne er en ørken. Og en anden nat: Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Det gør noget. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Der var intet som skulle glemmes. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Den bekymrede er ude af sig selv. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Den afklarede himmel.