Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Det gør noget. Intet ligger bag intet. Derinde bag bjergene. Sætningerne er en ørken. Og en anden nat: Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Det gør noget. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.