Bussen skrev til dig. Jeg kunne glemme det, der glemmes. For hvert lag af betydning i klipperne. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Vi bliver verden. Du mod de kommende kyster. Jeg læste dine linjer. Jeg kunne mærke dit hjerte. Øjne af regn fra det travle.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.