Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Nu sejler jeg bare i version .. En regning. Blæste det virkeligt? Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Du ville sige noget, du tav. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Whatever; nat efter nat. Hvem var det, der skrev:

Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Solens pind.

Sort. Dine diamanter lyser.

I natten poppede samtalerne op.

Da jeg lyttede blev jeg bange. Om andre lande, andre folk. Her er dagen allerede langt foran mig. Dine diamanter lyser. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Din krop? Jeg går bare og venter på den milde måne.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Har vi forskellige øjne? Udsigten var håbfuld. Du siger noget. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Ikke floderne i ørerne. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Du, dine øjne. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Jeg tænker smukke øjne. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Træerne.

Sandet var forsvundet. Et udadvendt rum, et favnende rum. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Og vi vågnede. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Var det alligevel koderne, systemerne?

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Bag stemplerne. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Dine sætninger. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. At lytte gav ikke længere mening. Tågen i skovene i udsigten. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Ensomheden i linjernes fald.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Om andre lande, andre folk. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Tingene tøver. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Farvede ordene milde. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: