Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Har vi forskellige øjne? Udsigten var håbfuld. Du siger noget. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Ikke floderne i ørerne. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Du, dine øjne. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.