Bøgerne tegnede deres egen retning. Over murbrokkerne.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Stod imod, men skrev: intet. Jeg sad alene i solen.

Jeg læste dine linjer. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Intet, jeg modtog intet. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Intimiteten i skriften. Snestorm.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Udsigten var håbfuld. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Ikke var muligt at komme derind. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Dine læber, dine læber, dine læber. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Lå vi. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Rød. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.

Jeg læste dine linjer.

Du i mit vindue. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Pludselig faldt dine drømme. Lyskrydset. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv.

Var jeg? Du kan være. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Ikke søge ly.

I læberne i huden. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Du mod de kommende kyster.

Blå. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Kan jeg skrive sådan? Kan jeg være i dette landskab?

Der var noget som åbnede sig. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Var sætningerne et skred af betydning?

I bussen fulgte en samtale fraværet op. Stod imod, men gjorde intet. Tingene tøver. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Farvede et sår i dit første ord.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Kan jeg være i dette landskab? Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Var det markerne du kom fra? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Hvad tæller du til? Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.