Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Dine læber, dine læber, dine læber. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Lå vi. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Rød. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.