Bøgerne tegnede deres egen retning. Over murbrokkerne.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Stod imod, men skrev: intet. Jeg sad alene i solen.