Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Var det alligevel koderne, systemerne?

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Bag stemplerne. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.