Stod imod, men skrev: intet. Men mit sprog er et landskab. Intimiteten i skriften.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Hvad skulle glemmes? Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Vi er det sarte, de stille.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne.

Var det bare regnen?

Indimellem nogle ord. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du foldede dig ind i mine ord. Ordene, små toppe af skum. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg skriver dagen igang, stille.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg var i din krop, og du? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Du kan være i dette landskab. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Den afklarede himmel. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sms i den lysende sommer. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. Under den grå, grå himmel. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg sad alene i solen. Og ord. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser.

Muren omkring ordene. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sådan så mine drømme ud. Stjernekontinent.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg går bare og venter på den milde måne.

At tale var blevet uoverskueligt. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Ok, svarede du. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Afsavn. Du siger noget om månen. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Skyggerne skyggede.

Men mit sprog er et landskab. Jeg prøver dette tilfælde. Ordene, syrlige rifter af blod. Havde du fundet en grøn sten? Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Uforståelige sætninger at klæde sig i. Du trak mig med til de yderste bjerge. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg skrev intet ned i den periode. Lyset i ørknen i udsigten. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Hvad skulle glemmes? Sad jeg alene? Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Der var en morgen, et stykke af himlen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Er det? Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Det var ikke skovene. Luften og jordens sange. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Så var der en, der lyttede til skovene. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Stod imod, men skrev: intet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.