Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Farverne. Ved den smuldrende beton. Har vi forskellige øjne? Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Om andre byer, andre verdener. Her er dagen allerede langt foran mig.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sandstorm. Du må ikke. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Vi sad alene i natten. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Jeg skriver natten i gang, stille. Glasdråbehænder. Kullet. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Grå. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg havde glemt den. Den sindssyge himmel.

Derinde bag skoven. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Og vi. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Skyen skjulte noget for fuglene.

Her er dagen allerede langt foran mig. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

I. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Og vi faldt i søvn. Jeg er på den anden side. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Ensomheden i linjernes fald. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Du, du venter en sweet sol. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Stod imod, men skrev: intet. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Havde du kysset en anden? En flamme slog op af min hals. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Jeg prøver at tegne dine sætninger. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Og vi vågnede.

Jeg skrev mig vild i de dage. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.