Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Jeg prøver at tegne dine sætninger. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Og vi vågnede.

Jeg skrev mig vild i de dage. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.