Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg var i din krop, og du? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Du kan være i dette landskab. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.