Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Nordlysets sitren i din stemme. Jeg tænker smukke øjne. Men mit sprog er et landskab.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Sådan så mine drømme ud. Solstorm. Hvilken nat fulgte efter natten?

Og vi vågnede. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Luften og jordens sange. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Og vi vågnede. Min ene pen er rød og den anden sort. Og vi vågnede. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Jeg er lost i en borderlinenat. Der hang en nice frugt og dinglede. Det var ikke markerne jeg kom fra. Den afklarede himmel. Hvad skal vi med den voldsomme? Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Jeg, du, den.

Du trak de yderste bjerge. Når du rør mig er vi hinanden. Månens sind. Badeferien. Årene. Bussen skrev til dig. Søge ly i den flod. Intet bag alting. Vi, øjne? Stolen jeg sad på bevæger solen med natten.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Intimiteten i skriften. Jeg har dig. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Ikke søge ly. At tale var blevet uoverskueligt. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. For hvert lag af betydning i det strømmende sand.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Træerne. Træerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Tågen i skovene i udsigten.

Sådan svarede du. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Der var noget som åbnede sig. Udsigten var håbfuld. På en mur.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Nordlyset tøver i vores stemmer.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I den periode: udsigten, stilheden. Havde du kysset en anden?

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Dagene. Ugerne. Vennerne. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Derinde bag bjergene. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Ikke søge ly i den flod. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Muren omkring ordene.

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Muren omkring ordene.