Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Kalken. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Skyggerne skyggede. Du kan være. Solstorm.

Her er dagen allerede langt foran mig. Det gør noget. Der var en morgen, et stykke af himlen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Sætningerne er. Du foldede dig ind i mine ord.

Nede ved havet.

Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Sætningerne er et hav. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Var der virkelig ild et sted? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Hvad vil disse knuste sætninger? Lysene lyste. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Brændte det friske løv virkeligt?

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Landet smuldrer, smuldrer. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Dagene. Ugerne. Vennerne. På en rude. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Sletten forvandler sig til mørke og sten.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg skriver dagen igang, stille. Giver det mening? Månens sind. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men

Søge ly i den flod. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Det er bare. Jeg sejlede mellem dine læber. Sms i den lysende sommer. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Om andre byer, andre verdener. De fine hår, længere. Min krop vipper.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Sad jeg alene? Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo! Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved min ene fod lå

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Din kjole går op i øst og ned i vest.

Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Der lå figner på jorden. Jeg hviskede ind i din drøm. Muren omkring ordene. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Bøgerne varslede en kommende tid.

Sad jeg alene?

Jeg bladrer i en tilfældig bog.

I den periode: udsigten, stilheden. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg læste dine linjer. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Hvad? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.