Din krop? Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Intimiteten i skriften. At en verden. Bøgerne hvilede omkring kaffen. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Det dybeste af alt er huden? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Var jeg stille? Provinsen og gågadens sange. Det dybeste af alt er huden?

Det dybeste af alt er huden? Det dybeste af alt er huden? Det dybeste af alt er huden?

Kan jeg skrive sådan? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Intimiteten i skriften. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Vi, gamle tanker om stilheden. Det her er ingen leg. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Der falder binære sansninger ud af min mund. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sandstorm. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Hvirvlende, stirrende, syngende. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Der hang en nice frugt og dinglede. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. De bløde bakker udenfor byen. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Bordet vipper. Stolen jeg sad på knirkede i natten.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Jeg læste dine linjer. Jeg kunne mærke dit hjerte. Diamanterne.

Du, du. Når du siger mit navn, svarer min krop. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Ikke. Derinde bag bjergene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

På en rude.

Dine grene skygger for min mund.

Det giver mening. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Som nu i morges: Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Sad jeg alene? Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Dagene. Ugerne. Vennerne.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Som nu i morges: I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Afsavn. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. For hvert lag af betydning i klipperne.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.