At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Og vi faldt i søvn. Jeg er på den anden side. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Ensomheden i linjernes fald. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Du, du venter en sweet sol. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Stod imod, men skrev: intet. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Havde du kysset en anden? En flamme slog op af min hals. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Jeg prøver at tegne dine sætninger. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Og vi vågnede.

Jeg skrev mig vild i de dage. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Stod imod, men skrev: intet. Men mit sprog er et landskab. Intimiteten i skriften.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Hvad skulle glemmes? Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Vi er det sarte, de stille.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne.

Var det bare regnen?

Indimellem nogle ord. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du foldede dig ind i mine ord. Ordene, små toppe af skum. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg skriver dagen igang, stille.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg var i din krop, og du? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Du kan være i dette landskab. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Den afklarede himmel. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sms i den lysende sommer. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. Under den grå, grå himmel. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg sad alene i solen. Og ord. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser.

Muren omkring ordene. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sådan så mine drømme ud. Stjernekontinent.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg går bare og venter på den milde måne.

At tale var blevet uoverskueligt. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Ok, svarede du. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.