Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Vi har øjne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg sejlede mellem dine læber.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Hvor længe havde du drevet i vinden? Sætningerne er sarte kredsløb.

At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.

Er du på den anden side? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Altid er det dette langsomme blik.

Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Var disse linjer virkeligt virkelige? Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

I mørket, diamanter, dine øjne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Som at skrive i nye aviser.

Hvor længe havde du drevet i vinden? Min ene pen er rød og den anden sort. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste.

Ikke glemme floderne i ørerne. Du siger noget om solen. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. At forvandle dette rum til et andet. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg var din krop. Træerne. Vi, gamle tanker om stilheden. Dagene. Ugerne.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Farverne. Ved den smuldrende beton. Har vi forskellige øjne? Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Om andre byer, andre verdener. Her er dagen allerede langt foran mig.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sandstorm. Du må ikke. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Vi sad alene i natten. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Jeg skriver natten i gang, stille. Glasdråbehænder. Kullet. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Grå. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg havde glemt den. Den sindssyge himmel.

Derinde bag skoven. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Og vi. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Skyen skjulte noget for fuglene.

Her er dagen allerede langt foran mig. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

I. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.