Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg skrev mig vild i de dage. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Det dybeste af alt er huden. For hvert lag af betydning i klipperne. Sms i den lysende sommer. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Blæste det virkeligt? Skriv mig ind i dine læber. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Oplæsning for intetheden. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Når jeg ser dig. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Solstorm. Tågen i skovene i udsigten. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Grå. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Hvilken dag fulgte efter dagen? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Sletten forvandler sig til mørke og sten. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Fugle flakser i diodenattens klirren. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Nu skriver jeg igen på det stille.

Hvilken dag fulgte efter dagen? I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. At tale var blevet uoverskueligt. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Kan jeg skrive sådan? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Var jeg?

Du siger noget om månen. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Luften og jordens sange. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Sandet. Det gør ikke noget. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Tingene tøver. De bløde bakker udenfor byen. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Brændte det friske løv virkeligt?

Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Og vi vågnede. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Notesbog. Beskydning. På en rude. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Du må ikke forsvinde. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du trak de yderste bjerge. Sådan noget. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Du må ikke. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.

Glashænder. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg er på den anden side. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Bag øjnene sidder en lampe og ser.

Som at læse glemte aviser. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Du siger noget om solen. Sætningerne er et hav. Hvor vil det ødelagte sprog hen? I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.