Ikke var muligt at komme derind. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Min ene pen er rød og den anden sort. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Kan jeg være?

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Dit navn var alt jeg hørte. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Afsindighed. Udsalgsvarer. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Det er bare. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Dagene alene på landet.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Oplæsning for intetheden. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Var det skovene du kom fra? Lyset afventer afgang. Du siger noget om solen. Det handler om overfladen. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Kan skriften være genert? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Gennem hullet i hegnet.

Noter. Beskrivelser. På en. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Dine diamanter lyser i min mund. Farverne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Sådan svarede du. Træerne.

Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Solstorm.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Luften og jordens sange.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. De bløde bakker udenfor byen.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Der var noget som åbnede sig. Som nu.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Min ene pen er rød og den anden sort. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Ikke floderne i ørerne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Var det skovene du kom fra? Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et brev. Regnvejrsmeteor. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.